Lovgivning og organisering

Organdonation og transplantation af organer er reguleret ved love og bekendtgørelser.

Man må fjerne organer fra døde, når der er givet et udtrykkeligt tilsagn fra den døde eller de pårørende.

 

Hvis ingen har givet tilladelse, eller de pårørende trækker deres tilsagn tilbage, må organer ikke fjernes.

 

Det er forbudt at handle med organer. Dette gælder både salg og køb af organer.

Loven
Det er et lovkrav i Sundhedslovens §176, at man skal være erklæret død, for at organdonation kan finde sted. Døden kan erklæres:
Link Til Underside

Efter lovens krav om uoprettelig ophør af al hjernefunktion, som betyder at hjernen endegyldigt er stoppet med at fungere.

Link Til Underside

Efter lovens krav om uoprettelig ophør af åndedræt og hjertevirksomhed, som betyder, at man stopper med at trække vejret og hjertet holder op med at slå.

Læs mere

Den nationale organisering af organdonation

Sundhedsstyrelsen er den ansvarlige myndighed for organdonation. Dansk Center for Organdonation samarbejder med Sundhedsstyrelsen om indsatserne.

 

Organdonation

Dansk Center for Organdonation samarbejder med landets hospitaler om at sikre, at de , der kan og vil donere organer efter deres død, får mulighed for det.

 

Centret uddanner sundhedspersonalet på de relevante afdelinger og arbejder målrettet med at afklare organisatoriske arbejdsgange og lignende, som kan være en hindring for, at organdonation bliver gennemført.

Ved alle donationsforløb i Danmark deltager en specialuddannet sygeplejerske fra et af landets universitetshospitaler. Sygeplejerskerne er en del af et nationalt korps, som rykker ud i den enkelte afdeling, når der er en mulig donor. Her giver sygeplejersken faglig støtte med sine særlige kompetencer og erfaring på området.

 

Organtransplantation

På intensivafdelingen behandler læger og sygeplejersker den døende patient i den sidste tid og undersøger, om patienten har et ønske om at donere organer efter sin død. De er fuldstændig adskilt fra de læger og sygeplejersker på landets tre transplantationscentre, som skal finde og behandle de patienter, som skal modtage organerne.

 

Organtransplantationen foretages på et af landets tre transplantationscentre på Rigshospitalet og på universitetshospitalerne i Aarhus og Odense.

 

Når der er en mulig donor på en intensivafdeling, ringer intensivafdelingen til en transplantationskoordinator på ét af de tre centre. Transplantationskoordinatoren kan slå op i Organdonorregistret og se, om patienten er registreret som organdonor. Det er også koordinatoren, som ringer og koordinerer med de transplantationslæger, der har patienter på venteliste til et nyt organ og organiserer donoroperationen. 

Borgerrettet indsats

Sundhedsstyrelsen og Dansk Center for Organdonation arbejder sammen relevante patientforeninger om oplysningsindsatsen om organdonation rettet mod borgerne i Danmark.

Internationalt samarbejde

Danmark deltager i et internationalt samarbejde om organdonation med de andre nordiske lande gennem Scandiatransplant.

Samarbejdet gør det muligt at udveksle organer, hvis en patient har et særligt akut behov, eller hvis der er organer, som ikke har en umiddelbar modtager i samme land.

Har du nogle spørgsmål?

Kontakt os og stil dine spørgsmål om organdonation, så svarer vi gerne.  

Kvinde taler i mobiltelefon