14.01.2021

Lungetransplanteret oplever enorm lettelse over at få corona-vaccination

Efter næsten total isolation siden marts 2020 ser Camilla Staubo nu lys forude efter at have modtaget sin første vaccine mod coronavirus. Camilla Staubo er dobbelt lungetransplanteret og hører derfor til blandt de særligt udsatte.

Camilla Staubo på hjemmekontoret

 

Camilla Staubo tog med kyshånd imod det lille prik i armen, da hun forleden fik tilbudt vaccinen mod COVID-19.  Den skal på sigt give hende en mere almindelig hverdag tilbage. 

 

Da Danmark lukkede ned i marts 2020 trak Camilla Staubo samtidig stikket til al social kontakt med andre end sin mand, som hun har været isoleret sammen med stort set siden da. Som særligt udsat på grund af sin lungetransplantation og deraf også dårlige nyrer, blev hun med god grund meget bange for at færdes i offentligheden. Hendes læge gjorde det klart, at det ikke var nogen god ide, hvis hun blev syg med corona.

 

"Jeg har været virkelig bange for, om jeg skulle dø af corona, og det har været forfærdeligt at gå og vente på vaccinen, men nu kan jeg sænke skuldrene igen. Det er en kæmpe lettelse for mig nu at være i gang, selvom det ikke betyder, at jeg kan færdes frit lige med det samme. Først skal jeg have vaccinen anden gang, og der skal være opnået flokimmunitet, inden jeg vil føle mig helt tryg ", siger Camilla Staubo.

 

Vant til at passe ekstra på

Som særligt udsat er Camilla Staubo vant til at være påpasselig med, hvem hun ser, fordi hun har sværere ved at stå imod sygdom. Hun mener, at det har gjort det lidt nemmere for hende at vænne sig til restriktionerne og den lange isolation.

 

"Jeg har oplevet det lidt, som da jeg stod på venteliste. Jeg vidste, at det er vigtigt at passe ekstra godt på mig selv og holde ud, og da lungerne - og nu vaccinen – kom, blev jeg bare mega-glad. Jeg har glædet mig som et lille barn og kunne nærmest ikke sove natten før vaccinationen. Jeg har været heldig, at jeg har et job, hvor jeg kan arbejde hjemmefra, men jeg glæder mig virkeligt til igen forhåbentligt snart at kunne møde op på arbejdspladsen og ikke mindst til igen at kunne se familie og venner", lyder det fra Camilla Staubo. 

 

Om små tre uger sætter Camilla Staubo igen kurs mod vaccinationscentret for at få sin anden vaccination. Hun har kun gode ord at sige om processen med vaccinationen og personalet, der gav den.

Fakta om vaccinationsforløbet:

  • Alle danskere vil modtage en sms fra NEM-ID med information om, at de har mulighed for at blive vaccineret via et brev i e-boks.

  • I e-boks modtages et brev fra Henrik Ullum, direktør i Seruminstituttet, og Søren Brostrøm, direktør i Sundhedsstyrelsen, som beskriver, hvordan man skal bestille tid til begge vaccinationer.

  • Der er mulighed for vælge mellem flere vaccinationssteder og tidspunkter, men de to vaccinationer skal foregå på det samme sted.

  • Det er ikke muligt selv at vælge, hvilket firma vaccinen skal komme fra.

  • Vaccinen er gratis, og det er frivilligt, om man vil tage imod den.

  • Når man bliver vaccineret, modtager man en folder med information om vaccinen.

  • Læs mere om den rækkefølge, vaccinerne gives i, og hvornår Sundhedsstyrelsen forventer at kunne give dem: 

Frivillige fortæller

Camilla Staubo er en af vores mange frivillige, som gerne deler sine erfaringer med at være transplanteret eller pårørende til en organdonor.