01.06.2021

Ny app giver nem adgang til registrering i Organdonorregistret

Fra i dag er det muligt for danskerne at downloade det velkendte gule sundhedskort som app på mobilen. Første gang man logger ind på det digitale sundhedskort, bliver man opfordret til at registrere sin holdning til organdonation i Organdonorregistreret.

Foto: Digitaliseringsstyrelsen 

Det digitale sundhedskort giver danskerne adgang til en ny, nem og bekvem måde at medbringe det gule sundhedskort. Derudover er der forhåbentligt også flere danskere, der registrerer deres holdning til organdonation i Organdonorregistret. Når man logger ind på det digitale sundhedskort første gang, får man en pop-up besked, som giver mulighed for at registrere sine ønsker til organdonation på sundhed.dk

 

Flere skal registrere deres holdning til organdonation

To ud af tre danskere har allerede taget aktivt stilling til organdonation, men det er kun 24 procent af danskerne, der har registreret deres holdning i Organdonorregistret.

 

Dansk Center for Organdonation arbejder kontinuerligt for, at danskerne registrerer deres holdning til organdonation. Centerchef Helle Haubro Andersen forklarer:


"Erfaringer fra både pårørende og hospitalspersonale viser, at det letter en meget vanskelig situation, når afdøde har registreret sin holdning til organdonation. Mange har jo taget stilling, men har blot ikke registreret sig. Jeg håber, at den lille reminder som danskerne får, når de logger på det digitale sundhedskort, er det kærlige skub, som mange lige har brug for."

Opdater din registrering i Organdonorregistret

Selvom man allerede har registreret sin holdning til organdonation i Organdonorregisteret bliver man også 'mødt af pop-up beskeden om at tage stilling til organdonation.'

Registreringsmulighederne har ændret sig over år, og det kan derfor være en rigtig god idé at gå ind og tjekke – og eventuelt opdatere – sin registrering. Eksempelvis kan du i dag tilkendegive, om du ønsker, at give tilladelse til både organdonation og forskning, ligesom du kan tilkendegive, om organdonation forudsætter dine pårørendes accept.

 

Få sundhedskortet på mobilen

Du downloader det digitale Sundhedskort, hvor du normalt henter apps til din mobil.

 

Hent app'en til din iPhone/iPad


Hent app'en til din Android smartphone