28.02.2020

Psykolog: Sådan hjælper vi bedst børn i sorg

Mette Bak Gundersen er psykolog med speciale i traumer og sorg og har stor erfaring med, hvordan vi støtter mennesker i kriser. Læs hendes gode råd til, hvad du som familie kan gøre, når børn mister et familiemedlem, der bliver organdonor.

Tidlig sorgstøtte er vigtig

Pårørende, som står i et organdonationsforløb, oplever ofte tabet som fuldstændig uventet. Forskning viser, at tidlig sorgstøtte gør en forskel.

 

“Starter man med at yde sorgstøtte allerede inden dødsfaldet, viser forskning, at det kan have en beskyttende effekt på længere sigt. Tidlig sorgstøtte på hospitalerne fra pårørende og personale gør for mange en kæmpe forskel, som vi psykologer kan bygge videre på i efter­forløbet,” forklarer Mette Bak Gundersen.

 

Børn reagerer på mor og far

Når det gælder børn, afhænger deres reaktion på krise og sorg i høj grad af de nærmeste voksne. Mette Bak Gundersen anbefaler:

“Prøv at finde frem til den i familien, som har overskuddet til at være der for barnet. En sådan voksen er nemlig den største beskyttende faktor for barnet til at kunne håndtere situationen”.

Overvej mængden af information og giv pauser

Ny forskning tyder på, at børn kan få for meget information og ikke nødvendigvis bør involveres i alt, når nogen dør.

 

“Mærk efter, hvor barnet er,” anbefaler Mette Bak Gunder­sen og fortsætter:

 

“Benægter eller undgår barnet det, som er sket, er det faktisk bare en måde at berolige sig selv og bearbejde den voldsomme hændelse på. Det er helt okay og hensigtsmæssigt ikke at være i de der stærke følelser hele tiden. Tilbyd fx barnet noget at aflede opmærksomheden med. Det kan være en mobil eller noget legetøj. Det giver barnet en pause – og pauser er vigtige for, at vi kan være i og forsøge at forstå, hvad der er sket eller er ved at ske, fx tab af forælder”.

 

Til nyhedsoversigten

Børn og unge som pårørende

Få hjælp og støtte til børn og unge,
der er pårørende til en organdonor