De 15-19 årige skal undervises i organdonation

Unge har begrænset viden om organdonation, men de har stor interesse for emnet. Det viser en holdningsundersøgelse om organdonation (2016), som Sundhedstyresen har lavet. Derfor har Dansk Center for Organdonation søsat et projekt, der skal sætte organdonation på skoleskemaet.

Dansk Center for Organdonation vil sikre, at langt flere unge bliver i stand til at tage personlig stilling til organdonation.

 

Undersøgelser peger på, at unge ønsker at modtage information om organdonation på deres uddannelsessted. Derfor har centret i sommeren 2020 påbegyndt et projekt, der skal gøre det muligt for undervisere på ungdomsuddannelserne at inddrage emnet organdonation i en lang række fag. 

 

Undervisningsbog udkommer i starten af 2022

Dansk Center for Organdonation har i foråret 2021 indgået et samarbejde med en række undervisere og lærebogsforfattere fra de gymnasiale uddannelser, der hver især skal skrive et kapitel til undervisningsmaterialet om organdonation. Fra deres fags perspektiv vil de vise, hvordan man kan arbejde med fagligt kernestof med organdonation som omdrejningspunkt. I alt 11 forskellige fag bliver repræsenteret i udgivelsen, bl.a. så forskellige fag som bioteknologi, dansk, matematik, religion og samfundsfag.

 

Da organdonation er et emne, som det også er oplagt at belyse tværfagligt i flerfaglige forløb og i større skriftlige opgaver, vil udgivelsen endvidere give forslag til, hvordan det kan gøres.

 

Undervisningsmaterialet bliver udgivet som en iBog, en digital bog, hvor der ud over den skrevne tekst også vil være grafikker, videoer og elevøvelser. iBogen bliver udgivet via forlaget Systime i starten af 2022, og vil være gratis for alle lærere og elever på de gymnasiale uddannelser og andre interesserede. 

 

Unge skal kunne tage stilling til organdonation 

De langsigtede mål er, at flere unge får viden om organdonation, og at de bliver i stand til at indgå i samfundets debatter om emnet. Derudover skal det selvfølgelig også gerne resultere i, at flere unge selv tager aktivt stilling til organdonation. 

 

Som et næste skridt vil Dansk Center for Organdonation udvikle undervisningsmateriale om organdonation til brug på erhvervsuddannelserne.