Per Baltzersen Knudsen

Det hele startede med at jeg fik konstateret kræft i galdevejene i 2008. Jeg gennemgik en stor operation på Odense Universitetshospital og blev erklæret rask.

 Per Baltzersen Knudsen

Jeg var igennem et hårdt fysisk- og psykisk forløb før og efter operationen. Jeg mistede med ét mit arbejde, men jeg troede på, at jeg snart blev rask nok til at kunne jeg søge et nyt. Operationen betød dog, at jeg havde fået konstrueret nye galdeveje, som var årsag til, at jeg begyndte at få pludselige infektioner i leveren ca. seks måneder efter.

 

Jeg gik så til undersøgelser og fik foretaget flere forskellige indgreb på Rigshospitalet. Jeg skulle have en ny lever for at overleve, fortalte lægerne mig i 2010. Det var en chokerende og uoverskuelig besked at få, fordi jeg slet ikke vidste noget om, hvordan livet er med en ny lever. Jeg troede faktisk, at det var en dødsdom, jeg fik. Heldigvis fik jeg svar på de mange spørgsmål jeg og min familie havde omkring transplantation og livet med et nyt organ blandt andet gennem samtaler med personer fra Leverforeningen.

 

Efter kun tre uger på venteliste fik jeg en ny lever i 2011. Den dag glemmer jeg aldrig. Jeg blev ringet op kl. 6.10. En Falck-bil hentede mig kl. 6.50. Kl. 12 skulle jeg egentlig have været fotograferet med Burhan G til en annonce for Kræftens Bekæmpelse, men på det tidspunkt lå jeg nu i narkose på Rigshospitalet. Jeg var klar til at modtage et andet menneskes organ. Jeg var indlagt i fem uger og kom rimeligt godt igennem operationen. Jeg var heldig, at jeg havde det rigtig godt og var i god form inden.

 

Siden har jeg generelt haft det godt med det nye organ. Jeg har i perioder symptomer – nogle er senfølger fra de operationer, jeg har gennemgået – og/eller bivirkninger fra den immunnedsættende medicin, jeg får dagligt, så min lever ikke afstødes. Jeg går til regelmæssige kontroller på Rigshospitalets leverambulatorium. Jeg er dybt taknemmelig over den store indsats leverlæger og sygeplejersker, og donor og donors familie har gjort for, at jeg lever i dag.

 

Jeg vil meget gerne fortælle om mine oplevelser og give mine erfaringer videre til andre, der måtte ønske det. Jeg håber, at mange flere vil sige ja til at være organdonor og hjælpe andre med at få et nyt liv.

 

Kontakt

Navn: Per Baltzersen Knudsen

Bopæl: 2690 Karlslunde
E-mail: pbk@tdcadsl.dk