Stina Larsen

I 2009 fik jeg konstateret en autoimmun sygdom i mine galdeveje. Det betyder at jeg havde kronisk betændelse i galdevejene. Til sidst endte det med, at mine galdeveje stoppede helt til, så galden ikke kunne komme fra leveren og ud i tarmen.

Stina Larsen

Sygdommen betød for mig, at min lever var hård og øm. Min krop kunne ikke komme af med affaldsstofferne. Jeg mistede min appetit. Jeg havde faktisk mest lyst til bare at ligge på sofaen hele dagen. Jeg ville gerne gå til koncert, være sammen med venner og familien, for det plejede jeg. Men jeg magtede det simpelthen ikke. Jeg var træt og så ugidelig. Alt blev gjort af pligt.

 

Mine børn var på det tidspunkt fem år og otte år. Jeg og min mand kæmpede for at de skulle opleve en nogenlunde normal hverdag selvom jeg var kronisk syg, ugidelig og meget træt. Jeg glædede mig til at mine børn skulle i seng for så kunne jeg også gå i seng. Vi ville på ferie, så vi valgte at købe en campingvogn. På den måde havde vi altid en seng med, og vi kunne hurtig komme hjem.

 

Efter talrige infektioner var mine galdeveje så dårlige at min læge Otto, mente at, det var tid til at jeg blev udredt til transplantation. Jeg blev godkendt til transplantation og kom på venteliste i sommeren 2014. Jeg er så heldig, at jeg blev ringet op efter kun 14 dage. Jeg blev hentet og kørt på Rigshospitalet. Det var en torsdag kl. 13 at jeg blev lagt til at sove. Sidst på aftenen vågnede jeg med en ny og velfungerende lever. Jeg ringede selv til mine forældre og min mand og fortalte, at alt var gået godt. Min nye lever fungerer perfekt.

 

I dag nyder jeg at være sammen med min familie. Jeg har fået appetit på livet igen. Jeg har lyst til at spise mad, lyst til at deltage i arrangementer og koncerter. Være sammen med min familie og venner. Komme ud at rejse, og simpelthen bare nyde, at være sammen med mine børn og min mand, og opleve ting sammen med dem.

 

Jeg er nu tilbage på arbejdsmarkedet, og det er jeg rigtig glad for. Det er dejligt at kunne yde noget igen. Være en del af fællesskabet.

Jeg er dagligt taknemlig over, at min donor havde taget stilling til organdonation. Jeg ved at nogle, en dag i 2014 mistede noget meget dyrebart, men jeg håber på, at de kan finde trøst og glæde ved, at jeg, og ikke mindst min familie, har fået en ubeskrivelig ny chance i livet, som vi er evig taknemlig for.

Kontakt

Stina fortæller gerne sin historie i skoler, foreninger på folkemøder, eller andre steder. 

Navn: Stina Larsen

E-mail: stina.4600@gmail.com
Bopæl: 4600 Køge

Kunne du tænke dig at blive frivillig?

Hvis du har en personlig historie om organdonation eller -transplantation, som du gerne vil dele med andre, så kontakt os, og hør mere om muligheden for at blive frivillig.

fire unge sidder omkring en computer, griner