En særlig dag for pårørende til organdonorer

Dansk Center for Organdonation afholder hvert år Pårørendedag. På dagen hædrer vi donorerne og takker familierne for, at de traf eller støttede op omkring en vigtig beslutning i en vanskelig situation. Til Pårørendedagen er der mulighed for at møde andre, som har stået i en tilsvarende situation, og for at stille spørgsmål og dele synspunkter med læger og sygeplejersker.

Hvad mener deltagerne om Pårørendedag?

.“Hvor var det dejligt at møde andre pårørende og få sat ord på at de tanker, man går med efterfølgende, er helt normale – at man ikke bare slipper det, netop fordi det er anderledes end ved et almindeligt dødsfald”,
– sagde kvinde, der har mistet sin mor.

“Det der trøstede os i vores sorg var netop at vores mor og mormor kunne hjælpe andre, nu hun ikke kunne blive hos os. Dengang sagde vi til mine to drenge at deres mormor var en vaskeægte superhelt i himlen, og sådan ser vi hende stadigvæk”,
– sagde kvinde, der har mistet sin mor.

Vær med til Pårørendedag

Dansk Center for Organdonation inviterer de familier, som året forinden har mistet et familiemedlem, der  blev organdonor. Invitationerne sendes ud med posten.

Om pårørendedagen

Pårørendedagen er ét af i alt 23 initiativer i den Nationale Handlingsplan for Organdonation, som Folketinget vedtog i 2014 for at styrke området. Da organdonation kan være en stor beslutning at skulle tage stilling til midt i en svær situation, er det vigtigt, at der sikres gode rammer for de pårørende. Pårørendedagen er en vigtig del af Dansk Center for Organdonations indsats overfor de pårørende. Blandt de øvrige initiativer for pårørende er tilbuddet om en opfølgende samtale med hospitalet og en online informationsside for pårørende.