Lena Dalitz
Da han var tre måneder opdagede lægerne, at han var født med cystenyre. Cystenyre betyder, at der opstår små, væskefyldte hulrum i nyrerne, som med tiden vil fjerne det normale nyrevæv og dermed nedsætte nyrefunktionen.
De første fire år af hans liv gik det fint, men så måtte Thomas i dialysebehandling. Dengang skulle børn i dialyse på hospitalet hver dag. Efter en periode blev min mand og jeg undervist i hvordan dialyseapparatet fungerede, og vi fik et installeret derhjemme. Så kunne vi leve et rimeligt normalt liv. Selvom det var meget alvorligt, formåede min mand og jeg at gøre de daglige dialyser til et samlingspunkt for familien. Vi spiste, spillede spil og læste historier. Når Thomas var i dialyse, var vi alle sammen i samme stue som ham.
På hospitalet lærte vi andre dialysepatienter at kende. Det var dejligt at have andre i samme situation at tale med. Det betød også meget for os at møde mennesker, der var blevet nyretransplanteret, for de kom nemlig også ofte på besøg. Desværre gik det ikke så godt for børnene dengang. Det gjorde det heller ikke for min søn. Han overlevede ikke.
Gennem årerne har jeg aldrig undladt, blandt familie, venner og kolleger, at bringe emnet organdonation på banen. Det at tage stilling er utrolig vigtigt. Efter mange år i forsikringsbranchen er jeg ikke længere aktiv i erhvervslivet, men der er stadig masser af krudt i mig, og jeg arbejder nu for en vigtig sag. Du kan møde mig på messer, markeder og andre arrangementer, hvor jeg arbejder for at oplyse om organdonation.
