Kerstin Book
I foråret 2000 fik jeg diagnosen Budd Chiari Syndrom- blodpropper i levervenerne. En sjælden leversygdom som kun 1 ud af 1 million får. Lægerne foretog et indgreb, så blodet igen kunne løbe gennem leveren. Det virkede: Fra 2000 – 2016 havde jeg et næsten normalt liv, med meget få gener fra min lever.
Jeg arbejdede som lærer, tog en diplomuddannelse, som blev springbrættet til mit nuværende arbejde som Sciencekoordinator og læringskonsulent i Esbjerg Kommune. I fritiden trænede jeg i mit lokale fitnesscenter. I begyndelsen 2 timer 3 gange om ugen. Det blev efterhånden til 2 timer dagligt. I denne periode var der med få undtagelser kun planlagte indlæggelser og de årlige kontroller.
Da jeg i starten af 2016 var til kontrol, viste en biopsi, at blodet ikke længere kunne løbe gennem leveren. Jeg kun havde transplantation som mulighed tilbage, og jeg kom på venteliste til en ny lever.
Under ventetiden var træningen og mit arbejde vigtig. Jeg fastholdt min 2 timers daglige træning, selvom konditiontræningen blev en stor udfordring til sidst. Jeg havde ingen energi, følte mig slap og blev meget hurtigt forpustet, så det at gå op til anden sal næsten ikke kunne klares uden en pause. Styrketræningen havde jeg ingen problemer med, så der blev regelmæssigt afreageret med de tunge vægte. Det, der også var vigtigt ved at træne og arbejde, var at have fokus på noget andet en sygdom og venten på at telefonen ringer.
Telefonen ringede en lørdag i ‘18, mens jeg sad på motionscyklen godt 7½ måned efter jeg kom på ventelisten. En time senere blev jeg hentet og kørt til Rigshospitalet. Transplantationen gik godt. Det var en rigtig god fornemmelse at vågne og vide, at jeg nu havde en lever, der bare fungerede. 7 uger senere var jeg hjemme igen. Dagen efter startede jeg genoptræningen i mit lokale træningscenter. Den første tid uden vægte, og kun gang og cykling. Efter påske begyndte jeg at arbejde igen. Først et par formiddage om ugen og efter sommerferien var jeg op på normal tid igen.
