Organdonationsdag: Tag snakken den 10. oktober 2020

Hvad er Organdonationsdagen?

Organdonationsdagen er den dag på året vi i Danmark sætter fokus på organdonation.  Personer og organisationer skaber gennem lokale events dialog og debat om organdonation. Samtidig anerkender vi alle organdonorer, deres familier, de transplanterede og de sundhedsprofessionelle, som alle har organdonation tæt på i deres personlige liv eller arbejde.

Organdonationsdag 2019 gjorde en forskel
I 2019 blev Organdonationsdagen afholdt i Danmark for fjerde gang. Med over 158 lokale events i 46 byer, 118 omtaler i både lokale og nationale medier og over 330.000 visninger af opslag på vores Facebookside fik Organdonationsdagen igen opmærksomhed. Sammen fik vi skabt en masse dialog og debat om organdonation. Som sidegevinst gav 8.383 danskere deres holdning til kende i Organdonorregistret i oktober 2019.

Læs evalueringen af Organdonationsdag 2019

Skal du være med?
På Organdonationsdagen har alle og enhver mulighed for at sætte fokus på organdonation. De mange lokale initiativer på tværs af landet udgør tilsammen den nationale Organdonationsdag. Du kan bidrage med lige det, du har lyst til – intet er for stort eller småt.

Tidligere har hospitaler haft en info-stand i forhallen, foreninger har afholdt en konference, frivillige har stået i gågaden, og andre har taget en quiz om organdonation med på arbejdet. En kage med Organdonationsdagens logo som glasur eller et opslag på de sociale medier kan også sagtens gøre det. Det vigtigste er, at vi kommer til at tale sammen om organdonation og hermed hjælper flere til at få taget stilling.

Vi har gjort det nemt for dig at være med
Det nationale videnscenter Dansk Center for Organdonation organiserer dagen og udgiver:

  • Et idékatalog til inspiration for dig som arrangør.
  • Gratis materialer, som du kan printe eller bestille hos os til dit event.
  • En eventkalender, der promoverer dit event og giver overblik over alle aktiviteter i Danmark.

Fakta

  • Danmark afholder Organdonationsdag hvert år på den anden lørdag i oktober.
  • Organdonationsdagen er et led i Den Nationale Handlingsplan for Organdonation.
  • Dagen er koblet op på den europæiske Organdonationsdag (EODD), der har fundet sted siden 1996 på tværs af Europa. Forskellige europæiske storbyer skiftes til at have værtsskab for dagen. I 2019 har London i Storbritannien værtsskabet.