Per Clausen
Efter 10 dage på intensivafdelingen blev jeg ringet op. Det gik den gale vej. Jeg begyndte at se i øjnene, at efter 11 år sammen, var jeg nu ved at miste Birgitte.
Jeg følte, at der skulle være en mening med Birgittes død, og jeg bragte derfor selv organdonation på banen. Birgittes familie og vores sammenbragte børn var alle enige om, at det var den rigtige beslutning. Birgitte var omsorgsfuld og altid klar til at hjælpe andre, og det ville hun også være i døden.
Birgitte var ikke tilmeldt donorregisteret, men vi havde talt om det, og jeg kendte hendes holdning til organdonation. Jeg tænker meget på dem, der fik Birgittes organer og på, at de fik en chance for at komme videre i livet. Jeg kender dem ikke, og jeg ved ikke, hvad de hedder. Men de lever med Birgittes organer, og jeg ønsker dem alt muligt held og lykke.
